Bliv en bedre projektleder

Krydspres og evnen til at lede på flere forskellige niveauer er en del af jobbet som projektleder. Men hver femte projektleder har aldrig fået efteruddannelse og er ikke klædt på til at navigere i dette farvand. Det er problematisk, mener Ingeniørforeningen, IDA.

En ny IDA-medlemsundersøgelse blandt 659 projektledere viser, at 49 pct. af projektlederne oplever, at de arbejder i et krydspres. Dette kommer til udtryk ved, at de måske nok har ansvar for at nå en deadline, men så har de hverken ansvar for projektets økonomi eller medarbejderressourcer. Dette er dog kort og godt et vilkår, hvis man er projektleder.

Det overrasker Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA, at 19% af projektlederne ikke har fået nogen efteruddannelse, således at de bliver klædt på til at navigere i dette potentielt konfliktfyldte farvand. Det kan også have betydning for, hvordan du som projektleder håndterer et påduttet team.

”Krydspres er en del af jobbet, når du arbejder som projektleder. Du er styrmanden, der skal få projektet sikkert i havn ’on budget on time’ med ressourcer, du måske ikke råder over selv eller med medarbejdere, du ikke selv har udvalgt til opgaven. Det kræver, at du har værktøjerne til både at lede nedad, opad og til siden. Derfor er det vigtigt, at du bliver udstyret med den rigtige værktøjskasse, så du kan håndtere disse udfordringer. I den kontekst er det en overraskelse, at lige knap hver femte slet ikke har fået efteruddannelse på dette felt,” siger Juliane Marie Neiiendam.

MasterClass i Projektledelse sætter fokus på de vanskeligheder og muligheder, der er forbundet med at definere og videreudvikle succeskriterier i komplekse, længerevarende projektforløb. Viden og erfaringer er vigtige ingredienser, hvis man skal have succes som projektleder i dag. Det gælder om at have gennemslagskraft, når man skal manøvrere mellem projekternes mange interessenter, det gælder også, når man skal løse konflikter i projektet, virke som facilitator eller coach for projektdeltagerne eller håndtere såvel positiv som negativ stress i projektgruppen. Se www.1mcp.dk

 

Kommentarer

kommentarer

About The Author