Social kompetence

Indenfor psykologien hersker en stor diskussion om mennesket og dets sociale natur. Nyere psykologiske teorier er enige om, at mennesket er et socialt væsen, som er afhængigt af at tage del i sociale relationer.

En grundlæggende social aktivitet er at deltage i en gruppe og eller i et fællesskab, i familien, blandt jævnaldrende i skolen, i et firma, en organisation eller lignende. Vi gør det med andre ord hele tiden. Det er derfor vigtigt at kunne begå sig blandt andre mennesker og i forskellige situationer i hverdagen. Denne evne betegnes i psykologien som social kompetence. Det er vigtigt at være socialt kompetent, da man både som voksen og barn deltager i mange forskellige sociale sammenhænge. Børn skal for eksempel både kunne deltage socialt kompetent i skolen, institutionen, til fritidsaktiviteterne og hjemme hos familien. Det forventes ligeledes, at voksne både kan begå sig på arbejdet og derhjemme. Det er en vigtig betingelse for disse situationer, at man kan interagere andre i de forskellige situationer, man indgår i, og det kræver, at man er socialt kompetent. Udvikling af social kompetence Den sociale natur viser sig allerede hos spædbørn i form af social tiltrækning og interesse i andre mennesker. Tilbøjeligheden til at være social udvikler sig gennem livet og er grundlag for, at man kan agere kompetent med andre mennesker i forskellige kontekster.

I psykologisk betydning henviser begrebet social kompetence til både et dannelsestræk og et personlighedstræk. Det vil sige, at social kompetence både ses som noget, der er under konstant dannelse hos personen, men også som noget, der er en del af personligheden.
Man udvikler social kompetence i de tidlige år af livet. Det sker som en del af udviklingen, der handler om at erhverve færdigheder, som vil være effektive og passende, når vi skal indgå i interaktioner med andre. Det er færdigheder, som kan benævne social kompetence, der gør, at man kan indgå i passende interaktioner med andre. Social kompetence som færdighed er altså allerede under udvikling fra barndommen, og begrebet kompetence opfattes da også som en færdighed, individet erhverver sig gennem et udviklingsforløb. Når der er tale om et udviklingsforløb, betyder det, at færdighederne konstant skal kvalificeres, hvilket vil sige at de skal udfoldes, vedligeholdes og bekræftes i en social sammenhæng for at bestå som en kompetence. Meningen er altså, at man hele livet igennem kvalificerer sine personlige færdigheder som f.eks. social kompetence. Samspillet mellem social kompetence og den sociale kontekst er vigtigt, da kvalifikationen, altså den konstante udvikling af kompetencen, sker i den sociale kontekst. Hvis ikke udviklingen foregår i samspil med den sociale kontekst, forbliver den sociale kompetence uudfoldet som en selvoplevet, anerkendt eller handlekraftig kompetence. Det vil sige, at kompetencen egentlig ikke er erhvervet. Læs med på http://www.probana.com/psy.asp

Kommentarer

kommentarer

About The Author